TÆT PÅ STRAND
Kun få minutters afstand fra Golfparken Frederikshavn finder du den landskendte Palmestrand. Stranden, der i 2006 blev kåret til Danmarks bedste strand, er blevet et kæmpe stort tilløbsstykke for folk i alle aldre, der mødes på stranden på solrige dage og nyder livet med aktiviteter eller slapper af ved havet.
Hvert forår sætter kommunens gartnere de mange palmetræer ud på stranden og i strandområdet. Når det sker, kommer sommeren til Frederikshavn og vandtemperaturen stiger flere grader!
Ved siden af Palmestranden ligger Rønnerhavnen, en lystbådehavn, hvor der også findes restaurant og legeplads for børn.
Legelandet “Fun House” findes ved Nordstrand Camping, et 1500 m2 stort indendørs legeland, der er åbent hele året, beliggende kun få minutters gang fra Golfparken Frederikshavn.